– og holder det dig tilbage fra at udleve dine drømme?

Føler du nogen gange, at du er for meget? At du fylder for meget?
Har du som barn (eller voksen) fået af vide at du larmer?
Krummer du nogen gange tæer over dig selv, når du igen underholder en hel forsamling?

Jeg har en stor del af mit liv været usikker på om jeg var god nok.
Tvivlet på om dem omkring mig syntes jeg var for meget. Jeg er ellers vokset op i et kærligt hjem. Et hjem hvor jeg fik mange kram og meget opmærksomhed. Men jeg er også vokset op med en følelse af at være forkert. Af at være for meget – at fylde for meget!

Jeg er vokset op med bedsteforældre (som i den bedste tro) har opdraget mig med en undertone af ”at du skal ikke tro du er noget specielt”. Bedsteforælder der ofte tyssede på mig og med mine børneøjne kiggede med stolthed på min stille tilbagetrukne bror.

Jeg har fået tarvelige kommentarer fra de stille pigers forældre.

Ikke fordi jeg ikke behandlede deres børn pænt, men fordi min blotte tilstedeværelse skyggede for deres piger. Jeg husker specielt en gang, hvor en mor til en meeeget stille pige i klassen, efter at jeg havde haft en hovedrolle i skolens teaterstykke, kiggede på mig med foragt og nærmest hvæsede ”så HAR vi vist set dig” AV!

Den kommentar gjorde rigtig ondt. For ja, jeg elskede at være midtpunkt, at stå forrest på scenen eller fortælle sjove historier i frikvarteret. Jeg elskede opmærksomheden.

Jeg elskede at få folk til at grine – men i bund og grund ville jeg jo bare gerne ses, elskes og anderkendes.

Følelsen af at være for meget har siddet ved i mange år og den har i den grad holdt mig tilbage fra vise hvem jeg virkelig er og fra at turde, at stille mig offentligt frem. Det var først efter min skilsmisse for 7 år siden, at jeg for alvor begyndte at se mit eget lys.

Opdage at jeg ER noget specielt. At jeg har noget som denne verden har brug for og som jeg er sat i verden for bidrage med. At Jeg har noget som folk gerne vil høre og har brug for at høre. Det var her jeg opdagede, at jeg ikke skal være stille. At jeg skal bidrage og gøre en forskel.

Men følelsen af at være for meget dukker alligevel op fra tid til anden. En lille stemme i mit øre, der fortæller mig, at jeg skal være stille – at jeg skal tie stille.

For at lukke munden på den stemme, så har jeg måtte kigge på min skyggeside om, ”at være for meget” og jeg har i den proces indset at hvis man taler meget, så er det som oftest fordi man har meget på hjertet.

Og jeg har meget på hjertet. Så meget jeg gerne vil dele med dem, som holder sig tilbage fra at lade deres lys skinne og lader deres medførte gaver ligge ubrugt hen. Dem som også har noget de skal dele med verdenen.

Så kære skønne, fantastiske, larmende dig! Du er lige som du skal være!

Du skal ikke holde igen eller lade dig tysse på, for også du har noget som denne verden behøver. Noget som denne verden skal lære eller høre.

Vær ikke bange for, at du overskygger andre, for der er plads og sol nok til alle. Du er vigtigt og din stemme er vigtig. Så spred dine vinger og fyld alt det som du er skabt til at fylde. Verden venter på dig …