Tør du lytte?

Alt larmer! Tv’et larmer. Radioen larmer. Mobilen larmer. Hele samfundet larmer. Vi går rundt i en konstant støj. En støj der forhindrer os i at kunne høre vores egne tanker. Larm der drukner vores indre sjæls hvisken.

 

Jeg har selv været storforbruger af larm. Et tv der konstant kværnede i baggrunden, musik der fyldte et tomrum ud eller notifikatoner, der kaldte på min opmærksomhed fra diverse medier. Evindelig scrolling igennem ligegyldige Facebook opslag. Timelange telefonsamtaler. Alt hvad der kunne dulme min frygt for stilhed og overdøve mine tanker. For stilhed larmer. Især hvis man ikke har lyst til at høre hvad ens sjæl skriger efter. Hvis man ikke tør at lytte efter hvad ens indre vejviser opponerer mod. Stilheden kan være skræmmende, for her kan vi virkelig mærke, hvad der sker, og hvor vi er faret vild.

 

I mange år havde jeg ikke lyst til at lytte. Måske fordi jeg ubevidst vidste, at jeg i så fald var nødt til at handle på min indre stemme. Måske fordi larmen druknende en følelse af at være alene til trods for, at jeg aldrig var det fysisk. Ro var først noget jeg opsøgte, da jeg virkelig var klar til at lytte.

 

Stilhed er blevet en luksus, vi ikke længere tager for givet, men et gode vi må købe os til. Vi dyrker stilheden sammen med andre – for så er vi alligevel ikke helt alene med vores proces.

 

I januar var jeg på min første rejse helt alene. En uge uden sociale medier eller unødvendigt samvær. En uge hvor jeg boede alene og kun var sammen med andre når vi dyrkede yoga eller skulle spise. En uge hvor jeg valgte refleksion og stilhed. En uge hvor jeg i den grad lærte at nyde mit eget selskab og dyrke min ro. Og jeg kom forandret tilbage.

 

Jeg tror på, at vi skal tilbage til, at prioritere stilheden. Jeg tror på at larmen stresser vores krop og fjerner os fra os selv. Jeg tror på at det er i stilheden, at vi virkelig lytter – både til hinanden og til os selv.

 

Så her er tre gode råd til hvordan du får mere stilhed ind i dit liv

 

  • Sluk radio og tv, når du laver andre ting og alligevel ikke følger med.
  • Tag dage hvor du ikke logger på Facebook eller hvileløst googler ligegyldige katte-videoer på YouTube (okay, hvis det skræmmer livet ud af dig, så start med et par timer)
  • Sæt tid af i din kalender til stilhed uden mobil og sæt dine tanker fri.

 

Make your inner voice count – make yor life count <3

 

 

 

Camilla har siden 2011 drevet konsulent virksomheden MoveOn som har specialiseret sig i at hjælpe ledige tættere på arbejdsmarkedet og deres drømme og har haft stor succes med at hjælpe folk fra mangeårig offentligforsørgelse til selvforsørgelse. Derudover har hun siden 2003 som coach, hjulpet hundredevis af mennesker i mål med deres ønsker og mål både privat og professionelt.

By | 2018-10-28T20:25:19+00:00 oktober 28th, 2018|Ikke-kategoriseret|