Valget er dit

Du har altid et valg.

Er noget af det allerførste man lærer på coaching uddannelser.
Det lyder så banalt, men er ofte en ret stor øjenåbner for mange. Særligt når du forstå, hvor stor en frihed der ligger i de ord.

Ofte, når vi føler os udfordret på livet er det der hvor vi skal træffe de svære valg, dem der gør ondt, dem hvor vi føler os magtesløse og udenfor kontrol – det er der, den bliver svær. For selvom vi måske godt selv kan se det, så er de rigtige valg ikke altid de letteste at træffe.
Det er dem vi udsætter, dem hvor vi prøver at ændre på alt andet for at undgå at se dem i øjnene.

Her taler vi altså ikke om at vælge kjole, café eller fritidsinteresse, de valg kan vi som oftest sagtens træffe, og der kan det være rart at have meget at vælge imellem.
Næ nej, det er de valg du får igennem hele livet, de kæmpestore og de bittesmå – dem som er der hver dag, hvert år – for os alle.

Men der er nogle ting man jo bliver nødt til, fik jeg ofte fortalt som barn.

I dag ved jeg det ikke er sandt. Alt alting vitterligt er et valg.

Jeg kan vælge at gøre det, eller jeg kan lade være.
I min optik er der ikke noget man bliver nødt til her i livet.

Det kan få konsekvenser at lade være muligvis, men det er et valg hver morgen om du vil have en god dag eller ikke, om du når at dyrke motion eller ikke, om du bliver sammen med din kæreste eller ikke, tager på job eller ikke – ligesom det er dit valg hvordan dit liv skal være – hver dag.

Tæt forbundet med valg ligger også ansvar. Ansvaret for at tage vare på sig selv, sin familie, sine venner sine dyr.
Når man vælger noget til, vælger man ofte også noget andet fra. Siger ja til noget og nej til noget andet.

Et andet begreb som ofte også er tæt forbundet med valg er undskyldninger. Primært de dårlige.
Alle de undskyldninger vi finder på og fortæller os selv og andre, for at undgå at skulle træffe de svære valg.

Eksempel

  • Jeg har ikke tid nok til at nå at dyrke motion
  • Det går bare ikke lige nu, jeg har jo ansvaret for 2 børn og …(forsæt selv)
  • Det er jo ikke alt i livet der skal være lige sjovt..
  • Man må bide i det sure æble ..
  • Jeg har jo selv valgt det (underforstået så kan du ikke vælge noget andet bagefter)
  • Når først jeg har nået (indsæt selv) så kan jeg handle

Og så er der det allerværste sted at være. Det der hverken-eller sted. Der hvor du står imellem 2 valg, men ikke træffer en beslutning. Du er stock. Kommer hverken frem eller tilbage. Som ingenmandsland hvor du er ”fanget” i midten. Fastlåst som gidsel.

Her er overfyldt, for du er sammen med mange andre fanget her. Dem som venter, venter på det rigtige tidspunkt før de tror de kan handle, dem som ikke tør, dem som ikke orker, dem som er gået i stå. De er trætte, udpinte og dræner sig selv mere og mere for hver dag – som en grå dyne af ligegyldighed der presser alt liv og glæde ud af flokken.

Ofte går deres tanker i retning af: Men altså vi har det jo meget godt…

Og her kan jeg godt afsløre at det hverken er glæde, drømme, energi eller frihed du finder.
At der ikke pludselig kommer nogen og trækker dig afsted . Vil du videre er det dig der skal træffe et aktivt valg for at komme derfra.
Du kan ikke stå imellem 2 stole, du må beslutte dig til om du vil til højre eller venstre.

Hvordan ved du om det valg du træffer er det rigtige?

Det ved du heller ikke altid. Her må du træne din intuition, lytte til din indre stemme, stole på din mavefornemmelse. Den er dit kompas – din egen navigator for hvad der er rigtigt og forkert for netop dig.

Den gode nyhed er, at hvis du beslutter dig til at det ene valg er det rigtige, så bliver det også det helt rigtige for dig.
Du foretager et aktivt valg og føler dig ikke længere fanget i en situation – allerede i valget er du langt tættere på friheden.

Det fantastiske er, at intuition aldrig har bagtanker.
Den har ikke sin egen agenda – men er 100% din egen og agerer kun til din fordel.

Er det let? Nej gu er det da ej!
Men det bliver lettere når du øver dig.
Lettere at sige nej tak for hver gang du gør det, lettere at vælge til og fra. Lettere at lytte og mærke efter.

For hver dag, vil det bliver nemmere at tage ansvar for det der ligger i at træffe valg – fordi du finder ud af, at med valg kommer også frihed.
Den ultimative – den som bringer dig tættere på dine mål og drømme, den som giver dig alle muligheder i hele verden.

Det er dit liv – dit valg – make it count!

By | 2018-08-12T16:44:14+00:00 august 12th, 2018|Ikke-kategoriseret|