Voksen? Hvorfor egentlig?

Jeg nærmer mig de 40 år med hastige skridt… 40 år..wauw
Pludselig husker jeg da jeg var 20 år og tænkte at folk på 40 var ældgamle ..

Det føles som om der er gået 5 sekunder – og vupti nu er der pludselig ikke længe til at jeg selv skal runde det skarpe hjørne.

Og det er egentlig ikke fordi jeg hverken føler mig gammel, sat eller har midtvejskrise – jeg tror blot jeg begynder at undre mig over, hvornår og hvorfor vi har så travlt med at skulle være voksne i vores samfund? Om hvorfor vores billede af at være voksen er så fastlåst.

– ”Nu må du altså snart til at blive lidt voksen” kan jeg se en hel del af min familie tænker engang imellem, og ærligt så overvejer jeg da også selv – om hvor længe man kan fortsætte med at lege ”ung med de unge”.

Jeg havde nok egentlig forestillet mig, at man i en alder af 40 år ville have fuldstændig tjek på livet –
…Ville være sådan både veletableret og sat i det.

Altså ville være gift, og kunne sidde sammen med 2,3 barn, i en gul murstensvilla omgivet af ligusterhæk, og i øvrigt bruge søndagen på at læse avisen og køre på planteskole.

Rimelig langt fra mit nuværende liv …

I stedet går mine voksen drømme i en væsentligt anden retning end liguster og madpakkerpapir .

De handler pt. langt mere om at surfe, blive bedre til yoga, komme på endnu flere rejser, søsætte endnu flere forretningsprojekter, møde flere fantastiske mennesker – der er ikke en celle i mig der drømmer om at nå at få mit liv transformeret til at kunne komme under termen ”veletableret”.

På trods af, at jeg faktisk nu kun har 1,5 år tilbage til at fejre de sidste skrøbelige rester af min ungdom inden bordet fanger, så føler jeg mig egentlig hverken voksen eller gammel.
Og har endnu mindre lyst til at skulle over i den voksne kategori lige om snart.

For hvornår er man egentlig rigtig voksen? Og er det i virkeligheden noget at stræbe efter at blive?

Et citat på mit køleskab siger: Don’t grow up, it’s a trap

Og på mange måder så føler jeg det er sandt. At voksenlivet i dag typisk er fyldt med pligter, aftaler, en masse burde og skulle, normer, og meget lidt sjov og ballade.

Hvor blev festen og alt det sjove, upolerede, spontane af?
Hvorfor er det ikke ligeså væsentligt at huske på når man bliver voksen, som pension, plæneklipper og madopskrifter?

Hvordan kan det være, at det sjældent er det barnlige vi fastholder og hylder?

Skal man være seriøs og kedelig bare fordi man træder ind i de voksnes rækker? Og hvem bestemmer egentlig hvordan og hvornår man er voksen?

Jeg har besluttet mig for at vente lidt med det der voksen halløj. Det er jeg simpelthen ikke klar til endnu. Fødselsår eller ej, så tror jeg faktisk det handler om indstilling.
Om at fortsætte med at være nysgerrig på livet – udvikle sig, lære nyt og flytte sig- hele livet igennem, uanset årstallet på dåbsattesten.

Og det der med at have styr på det hele, lyder ærlig talt også både lidt for kedeligt og forudsigeligt til mig også tænker jeg.
Så hellere lade som om jeg er ung med de unge lidt længere (selvom jaja jeg kan så heller ikke lige læse underteksterne på fjernsynet rigtigt godt..)

Men som et andet citat jeg har hængende ganske rigtigt siger

Mere fest, mindre mormor – den tror jeg faktisk jeg køber lidt endnu

Linn er uddannet indenfor markedsføring og har siden 2001 arbejdet med salg, projektudvikling og markedsføring, primært indenfor medie-og forlagsbranchen. Siden 2010 har hun drevet konsulent virksomheden GetThere.dk som rådgiver og varetager branding, markedsføring og konceptudvikling for virksomheder og virksomhedsejere.
Siden 2013 har hun stået bag konceptudvikling og facilitering af det eksklusive branchenetværk for virksomheder EquiLink.dk, og er  desuden medejer og stifter af DogCoach.dk som designer og producerer populært tøj til hundeejere, som sælges i flere lande.

By | 2018-11-02T22:13:36+00:00 november 2nd, 2018|Ikke-kategoriseret|